
Anlægsgartnereleverne Oliver Østergaard Jørgensen og Olivia Lind er JU Århus’ kandidater til guldmedaljen til DM i Skills 2026.
Olivia og Oliver: Det handler om præcision og små fiduser
Oliver Østergaard Jørgensen og Olivia Lind fra JU Århus har fuld fokus på den optimale forberedelse frem til DM i Skills.
Tekst og foto: Morten Herlev
I værkstedshallerne på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus er Olivia Lind og Oliver Østergaard Jørgensen i gang med de indledende forberedelser til DM i Skils. Deres anlægsplads er fuld af røde snore, der markerer, hvor de vigtige byggelinjer skal gå, og de første brosten er ved at blive placeret.
De kommende uger kommer de til at bygge op, tage ned, og bygge op igen og igen. På den måde får de forhåbentlig helt styr på den vigtige finaleopgave, de skal løse, når det går løs til DM i Skills i Hjørring.

Olivia og Oliver kommer til at bygge “finaleanlægget” op flere gange. Alle finaledeltagerne har i øvrigt fået stille den samme opgave, så de kan konkurrere på helt lige vilkår.
Opgaven frisk i hukommelsen
Modsat nogle af de andre finaledeltagere, ligger Oliver og Olivias skoleforløb helt op til finalen, og det kan måske bruges til en fordel:
”Vi tager til DM med opgaven helt frisk i hukommelsen. Nu skal vi bare have opgaveløsningen til at sidde på rygraden. Det gælder om at finde frem til de små fiduser, der gør, at vi kan løse opgaven hurtigt og præcist,” siger Oliver, der er i lære hos Gug Anlæg og Planteskole, når han ikke er på skole.
”Brostensmuren og klinkemuren ser ud til at blive den største udfordring. De buer, og det er vigtigt, at de bliver bygget helt præcist og med smig, så de holder terrænet,” supplerer Olivia, som er i lære hos Dalgas i Vejle.
Gode erfaringer med videre
De to finalister ser frem til finalen, og de går naturligvis efter guldet. Men de ser også andre fordele ved at deltage. Først og fremmest kan de bruge erfaringerne fra finalen, til når de senere på året skal lave deres svendeprøve sammen. Og på sigt kan en DM-finale også bruges, vurderer de:
”Selve opgaven til DM er jo speciel og måske ikke noget, man kommer til at lave ellers, men vi kommer til at tage en masse læring med videre, og vi får øvet at løse opgaver i et højt tempo,” vurderer Olivia.
”Jeg ved ikke, om man ligefrem kan bruge en DM-finale til at forhandle en højere løn med mester, men det er da helt sikkert et stempel for, at man har styr på sit håndværk, og det har da meget at sige,” supplerer det fra Oliver.
Læs også:
Anton og Peter: Vi vil gerne udfordres
Karen og Kristian: Ser frem at nørde fagligheden
Kristoffer og Daniel: Maskinen og hjernen
Magnus og Bjarke: Vi tager til Skills for at vinde