
Karen Hjortbak og Kristian Øvstegård Christensen er Sandmoseskolens udvalgte til årets DM i Skills.
Karen og Kristian: Ser frem at nørde fagligheden
Karen Hjortbak og Kristian Øvstegård Christensen fra Sandmoseskolen går efter guldet, men glæder sig også til at få mulighed for at mødes med andre anlægsgartnerelver, der går lige så meget op i faget som dem selv.
Tekst: Morten Herlev Foto: Sandmoseskolen
Der venter en stor oplevelse forude, når Kristian Øvstegård Christensen og Karen Hjortbak skal deltage i DM i Skills. Det føler de sig begge overbevist om.
”Det er et stort skulderklap at blive spurgt af sin lærer, og jeg glæder mig til at komme ud og repræsentere skolen og min arbejdsplads og mig selv. Det er stort,” siger Kristian, der til daglig er i praktik hos anlægsgartnervirksomheden Witdahls Hjemme og Erhvervsservice i Thisted.
For Karen er det endda anden gang, hun får muligheden:
”Jeg var med i 2024, og det var en virkelig stor oplevelse. Så selvom jeg har et tætpakket forår på den private front, så blev jeg enig med min forlovede om, at jeg selvfølgelig skulle med igen,” siger Karen, der til daglig er i praktik hos Grønt Udemiljø i Aalborg.
Stærkt samarbejde
Karen og Kristoffer bruger meget af forberedelsestiden på at lære hinanden godt at kende.
”Vi har virkelig fået styrket det faglige og personlige forhold den seneste tid. Vi har også mødtes uden for skolen for at lære hinanden bedre at kende. Det er vigtigt, at vores venskabelige bånd er stærkt, når vi er i gang med konkurrencen og tonen måske kan blive lidt småhård,” siger Kristoffer.
Og så er det vigtigt, at der ikke er for mange forstyrrelser, når først arbejdet er i gang. Derfor lader de mobilen ligge på værelset:
”Jeg blev faktisk overrasket over, hvor meget det distraherede mig bare at have den liggende i lommen,” erkender Karen.
Faglig udvikling
De to nordjyske finalister går efter guldet, men de ser også frem til at få mange gode erfaringer og oplevelser med sig hjem:
”Vi går selvfølgelig benhårdt efter at vinde. Men det gør vi alle jo. Men jeg synes også, det er fedt, at man får mulighed for at fordybe sig og få testet sine grænser af,” siger Kristian.
Karen supplerer:
”Rent fagligt kommer oplevelsen til at udvikle mig abnormt meget. Det er virkelig intensiv træning på højt niveau, og man bliver god til at planlægge og koordinere en opgave fra start til slut. Personligt får jeg også en bedre evne til at fokusere og lukke alt andet ude. Og så bliver det fedt at møde andre, der går lige så meget op i det som os. Vi kommer virkelig til at nørde faglighed.”
Læs også:
Anton og Peter: Vi vil gerne udfordres
Kristoffer og Daniel: Maskinen og hjernen
Magnus og Bjarke: Vi tager til Skills for at vinde
Olivia og Oliver: Det handler om præcision og små fiduser