
Nils Hansen, der til dagligt arbejder som gartner på Bispebjerg Kirkegård, håber, at OK26 vil give mere i lønningsposen.
Hop hop hop lønnen den skal op!
Forhandlerne blev klappet ind af mange faggrupper, da overenskomstforhandlingerne for de kommunalt ansatte blev skudt i gang.
Tekst og foto: Maibrit Jürs
”Hvad vil vi ha’?”
”Mere i løn!”
”Hvornår vil vi ha’ det?”
”Nu!”
En af de fremmødte sætter kampråbene i gang, mens han holder et tændt nødblus over hovedet og forsamlingen bades i det røde lysskær.
Der var fokus på højere løn, da medlemmer fra en række forbund mødtes foran Kommunernes Landsforening i København for at klappe forhandlerne ind til årets overenskomstforhandlinger for de kommunalt ansatte.

KL har glemt deres løfte
Mange trodsede sne og kulde og var mødt op for at vise solidaritet med de forhandlere, der skal sikre deres arbejdsvilkår fremover.
I menneskemylderet under de røde faner var også Nils Hansen mødt op for at vise sin opbakning til forhandlerne. Han største ønske til den kommende overenskomst er mere i løn.
”Vi blev lovet mere i løn, hvis vi holdt igen under Corona. Men det løfte lader til at være glemt. Nu skal det indfries,” siger den 61-årige Københavner, der til dagligt arbejder som gartner på Bispebjerg Kirkegård.
Læs også: Allan Busk: Overenskomsterne skal passe til det nuværende arbejdsmarked


Der var mange fremmødte til indklapningen den 6. januar
Går efter lønstigninger
Blandt forhandlerne er formanden for den offentlige gruppe i 3F, Lydia Callesen. Hun understreger, at det først er de brede dagsordner, det vil sige løn og rettigheder, der gælder for alle de offentligt ansatte, der skal på plads.
Senere skal de specifikke overenskomster for blandt andre de kommunalt ansatte gartnere forhandles. Der kommer med andre ord ikke til at ligge færdige overenskomster klar lige med det samme og det er for tidligt at sige noget specifikt om forventningerne. Lydia Callesen vil dog godt afsløre, at hun går efter mere i lønningsposen:
”Jeg forventer et godt forlig, hvor der er udsigt til pæne lønstigninger.”