Overenskomsterne skal passe til det nuværende arbejdsmarked

Allan Busk: Overenskomsterne skal passe til det nuværende arbejdsmarked

Der skal både opdatering og opgradering til, når overenskomsterne på det grønne område skal forhandles på plads.

Tekst: Maibrit Jürs

27 forhandlere sidder lige nu og forhandler den store grønne overenskomst, der blandt andet dækker gartneri, landbrug og skovbrug. Den overordnede ramme ligger allerede fast fra transportområdet, og nu er kunsten at få den ramme til at passe til det grønne område.

Men den grønne gruppes formand, Allan Busk, har stor tillid til, at han og det øvrige forhandlingsudvalg nok skal opnå gode resultater.

”Der er både gode elementer og nogle, der er mindre gode, og det vil vi selvfølgelig forsøge at omsætte til noget, der er mere brugbart for vores område. Men jeg er fuld af fortrøstning,” siger han.

OK skal matche virkeligheden

Allan Busk er optaget af at få de grønne overenskomster til at matche den virkelighed, medlemmerne arbejder under.

”Arbejdsmarkedet på det grønne område har forandret sig drastisk inden for de senere år, blandt andet med flere udenlandske sæsonarbejdere. Derfor trænger overenskomsterne til et servicetjek, så de passer til det nuværende arbejdsmarked,” siger han.

En del af opgaven består i at få lavet en ordning, der er både rimelig og spiselig for alle, og som samtidig giver mulighed for udvikling.

”Vi ved jo alle sammen godt, at mange af de udlændinge, der arbejder på vores område, ikke kommer og kræver lønforhandlinger og står på deres rettigheder. Det skal vi have dæmmet op for gennem vores grønne overenskomster. Samtidig skal vi også kigge på om en ufaglært skal have det samme som en faglært dansk medarbejder,” siger han og tilføjer:

”Til gengæld er det vigtigt, at vi får skabt klare og realistiske veje til, at ufaglærte – både danske og udenlandske – inden for en overskuelig tidshorisont kan efter- og videreuddanne sig og dermed kvalificere sig til faglært løn.”

Bedre kontakt med medarbejderne

Det er ikke nogen hemmelighed, at ikke alle arbejdspladser er lige imødekommende overfor at få besøg af 3F. Men både danske og udenlandske medarbejdere er ikke altid klar over deres rettigheder, og uden kontakt er det svært at hjælpe dem.

Derfor ligger det Allan Busk meget på sinde, at overenskomsterne også indeholder konkrete værktøjer, der giver lokalafdelingerne bedre adgang til at møde medarbejderne.

”Vi vil gerne gøre overenskomsten så spiselig, at vi kan få tegnet nogle flere overenskomster, men så skal vi også have adgang til at møde medarbejderne. Det er helt afgørende, hvis vi skal kunne fortælle dem om deres rettigheder og om de muligheder, der findes for opkvalificering og uddannelse og få dem organiseret,” siger han.

Samtidig skal de nye tiltag kunne dæmme op for den voldsomme stigning i brugen af underentreprenører og praktikanter på det grønne område.

Bedre work-life balance

I en helt anden boldgade skal medlemmernes work-life balance have bedre vilkår i den kommende overenskomst. Det er et ønske hos mange medlemmer at få bedre rådighed over deres tid, og derfor er work-life balance også et vigtigt punkt i forhandlingerne.

”Vi går efter mere i løn og pension, men vi vil også forhandle om mere fleksibilitet for medlemmerne, så de bedre kan råde over deres egen tid, og så det bliver muligt at kombinere arbejde med efter- og videreuddannelse,” lyder det fra formanden.