
Jonas Blach Maltesen er kun 17 år, men han er allerede en erfaren politiker
”Politik er spændende og vigtigt”
17-årige Jonas Blach Maltesen brænder for at gøre en forskel i samfundet. Derfor har han været politisk aktiv i fire år, selvom han ikke selv kan stemme endnu.
Tekst og foto: Morten Herlev
I 2021 plagede coronapandemien store dele af samfundet. Mette Frederiksen stillede sig op til adskillige pressemøder for at fortælle om situationens alvor. Den dengang 13-årigie Jonas Blach Maltesen fulgte interesseret med fra den anden side af skærmen.
”Jeg synes, det var spændende, og jeg fik øjnene op for, hvor vigtigt det var, at vi havde politikere, som tog ansvar,” fortæller han.
Han gik derfor og grublede hele sommeren og tog en masse kandidattests for at finde ud af, hvor han stod henne rent politisk. Selvom det ikke altid var SF, han var mest enig med, endte det alligevel med, at det var det parti, han meldte sig ind i.
Han husker, at mange i hans omgangskreds, havde svært ved at forstå, hvorfor han pludselig ville engagere sig i politik. Og sådan er det stadig:
”Mange af mine venner er chokerede over, at jeg synes politik er så interessant. Det er jo bare sådan noget kedelig noget, mener de. Men jeg synes, politik er spændende og vigtigt.”
Fokus på folkeskolerne
I dag, fire år senere, er Jonas i den grad stadig aktiv i SF. Endda meget aktiv. Han sider med i bestyrelsen i den lokale afdeling i Odder, og han har også en plads i bestyrelsen i Storkreds Østjylland.
Tidligere var han formand i ungdomsafdelingen, men den post har han allerede giver videre, fordi han føler, han kan få mere indflydelse i voksenpartiet. Her vil han bruge sin indflydelse til at sætte fokus på sin mærkesag, som er folkeskolen.
”Jeg synes, folkeskolen bliver kørt på en forkert måde. Det var også grunden til, at jeg selv valgte at forlade folkeskolen før 9. klasse og tage på efterskole. Jeg kunne ikke klare det der med, at der var 28 elever i klassen. Så det hele skal ruskes rundt og nytænkes, og lærerne skal have mere selvbestemmelse. De ved jo nok bedst, hvordan de skal tilrettelægge undervisningen på den bedste måde.”

Jonas har allerede en plads i bestyrelsen i Storkreds Østjylland, og han drømmer om Folketinget på sigt.
Kompromisets kunst
En anden mærkesag, eller grundholdning skal man måske nærmere kalde det, er, at Jonas altid går efter at være kompromissøgende. Han er interesseret i, hvordan folk danner deres holdninger, og han vil altid hellere lytte og søge kompromiser frem for at dyrke uenighederne, fortæller han.
Netop uenigheder kan han godt støde på i det daglige. Han er nemlig i gang med at uddanne sig til landmand, og han er i øjeblikket i praktik hos Fru Møllers Mølleri ved Odder. Her kan han godt se, at han ikke altid på linje med andre – hverken kollegaerne i landbruget eller kollegaerne i SF.
”Jeg går også op i, at der skal være styr på forholdene i landbruget. Men jeg savner, at folk faktisk kom ud og så på forholdene, før de havde en mening om landbruget. Og jeg bryder mig heller ikke om, når aktivister bare bryder ind på svinefarmene. De risikerer jo bare at sprede smitte.”
Drømmer om Folketinget
På sigt er det Jonas’ ambition at blive valgt ind. Men han tager et skridt ad gangen.
”Jeg ærgrer mig da over, at valget ikke var blevet udskrevet et halvt år senere. Så var jeg blevet 18 og kunne selv stemme. Og jeg har helt sikkert en plan om selv at komme til at stå på stemmesedlen. Jeg vil nok prøve med kommunalpolitik først. Jeg synes, det er vigtigt, at unge mennesker også er repræsenteret.”